Pride….

Jeg har virkelig skulle tage tilløb til at skrive dette indlæg. Fordi det er hudløst ærligt og dermed sårbart….. Jeg har tænkt 1000 tanker om jeg overhoved skulle skrive det. Men det skal jeg, det kan jeg mærke helt inde i sjælen. Og måske er jeg ikke den eneste der har det sådan her. Ikke at jeg håber det. Men livet har efterhånden lært mig at der altid er nogen der har det ligesom en selv. Og måske er det lige derfor man skal dele ud.

Hele sidste uge uge var det pride uge. Alt blev hyldet ind i rengbueflag og farver. Hele LGBT+ miljøet bliver fejret. Der er fest og farver en hel uge. Men selvom det mest ser ud som en lang fest med glade mennesker i alle regnbuens farver. Så er det stadig nødvendigt med en masse oplysning omkring LGBT+ , da der stadig her i 2019 er mennesker der fordømmer os. Alt i alt en uge man bør støtte op om. Det er der også flere og flere der gør.

Men jeg var der ikke.

Faktisk har jeg kun været der 2 gange i de 7 år jeg har været sprunget ud. Første gang var året efter og Rikke og jeg tog ind og så paraden. Vi hang ud på rådhus pladsen et par timer og kørte tilbage på landet. Jeg havde fået en på opleveren. Året efter var vi der igen. Denne gang skulle vi mødes med et lesbisk par fra San francisco, vi havde mødt et par uger tidligere ved et bryllup. Det var super fedt skal skulle mødes med nogle andre ligesindet. Men de blev dårlige og tog hjem og så begyndte det at regne. Så vi tog også hjem igen.

Noget af det jeg lod mærke til var at de fleste var taget der ind med deres venner. Altså at det var hele vennegrupper der sammen var taget til pride. Det er da fantastisk. Men mit problem er bare at jeg ikke har sådan en vennegruppe…. Altså bare rolig, jeg har venner. De er bare alle sammen heteroseksuelle….. Jeg er bare sikker på at det ville være så meget federe at til til pride med en flok homo venner. Men jeg kender kun en lille håndfuld. Rikke selvfølgelig. Min ynglings homo, bor på Fyn og min 3. ven er tit hjemme i USA om sommeren.

Fortrydelser.

Da jeg sprang ud for 7 år siden, fik jeg 1000 spørgsmål. ¨Hvorfor nu?¨ ¨Har du altid vist det?¨ ¨Hvad med dine børn, hvordan vil de kunne takle det?¨ Når jeg fortalte at jeg har vist det siden jeg var ca 13 år, så var det første jeg blev spurgt om. ¨Fortryder du ikke at du har været sammen med din ex-mand i 19 år?¨ Nej, jeg fortryder ingenting, det er livet alt for kort til. Jeg ville jo ikke ha haft mine børn og så har jeg bare ikke været klar. Klar til det kæmpe kolossale spring. Springet fra at være forkert og til at bare være mig. Hele mig.

Når jeg her 7 år senere sidder og tænker tilbage. Ja så fortryder jeg stadig ikke. Jeg var virkelig IKKE klar. Men alligevel er der en ting, jeg har tænkt over 1000 gange. Hvis og hvis min røv er spids… Hvis jeg var sprunget ud da jeg var 19, lige inden jeg mødte min ex-mand. Ja så ville jeg jo ha boet i København, være håndværker og jeg ville helt sikkert har været en del af miljøet. Selv samme miljø som jeg altid har været lidt bange for. Og faktisk nok stadig er lidt skræmt over.

For at kunne holde mit ¨rigtige liv¨ ud, måtte jeg for alt i verden lukke homo verden helt ude. Jeg fik overtalt og overbevist mig selv om at kvinder nok er nogle farlige nogen. Jeg ved godt at det er noget der foregår oppe i hoved på mig, men det sidder sgu stadig lidt fast.

Nye (homo) venner.

Og selvom jeg er er sprunget ud og er stolt over hvem jeg er…. Ja så bor jeg langt ude på landet nu. Lang væk fra et homo miljø. Er rundet de 44 år. Det er altså ikke super nemt at finde nye venner i min aldre og slet ikke homo venner. Det vrimler altså ikke med homoer her på landet, skulle jeg hilse og sige. ¨Men skal det absolut være en homo?¨ Det spørgsmål har jeg stillet mig selv mere end 1000 gange. Øhhh nej, gode venner behøver ikke at være homo. Men hvad er så problemet, Trine? Lige børn leger bedst, sådan har det altid været.

Jeg ønsker ikke kun at have homo venner. Men at have nogle venner som er homo og på min aldre, ville bare være fantastisk. Nogen som tænker nogle af det samme tanker som en selv. Nogen som har gjort det helt anderledes en mig. Nogen man kunne tale med. Nogen man kunne dele sin livs historie med og omvendt. Jeg elsker livs historier. Nogen man kunne tage til pride med. Nogen at grine og feste med.

Ensom.

Jeg går ikke til dagligt og føler mig ensom, men indimellem kommer der disse stik af homo ensomhed. Er jeg den eneste der har det sådan? Måske er det bagsiden af medaljen ved at springe ud som 37 årig? Jeg har det meste af mit liv levet i en hetro verden. Det kunne være fedt at leve resten af mit liv i en homo verden også. Jeg ved godt, at så langt væk er København heller ikke. Og der bliver også holdt en masse kvindefester osv. Det er bare lige det der med at tage afsted helt alene….

Jeg forestiller mig de her glubske kvinder og så lille mig. Mig der stadig er lidt ny i denne lesbiske verden…. Noget der altid bliver sagt om homo miljøet er, at alle knalder alle. Det er nok til jeg ikke ønsker at være en del af det. Jeg ønsker bare nogle gode venner. Er det så meget at forlange?

/Trinemaija.

Skriv endelig en kommentar og tak fordi du læser med <3

0 replies

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *